Når efterårsmørket sænker sig over Roskilde, forvandler byen sig til et sandt Allehelgens-univers. I weekenden fra den 31. oktober til 2. november inviterer Roskilde Handel og Erhverv sammen med Kulturstrøget til en weekend fyldt med uhyggelige spændende oplevelser, historiske fortællinger og kreative aktiviteter for både børn og voksne.

Bymidten bliver pyntet op i Allehelgens-tema, og butikkerne holder åbent hele weekenden, så der er rig mulighed for både at shoppe, gå på opdagelse og nyde stemningen i de oplyste gader. Overalt i byen vil man kunne møde små aktiviteter, musik og overraskelser, som tilsammen skaber en levende og hyggelig atmosfære midt i efterårsmørket.

Under Stændertorvet åbner ruinen Sankt Laurentius for besøgende, der tør tage turen ned i den gamle kirkeruin og høre byens ældgamle historie. Ovenpå byder Byens Hus på danseworkshop, farvelægning og pynt i Allehelgens-stemning, mens Kreativt Hus for Børn i Algade lader de yngste lave uhyggelige instrumenter og tage på skattejagt.

Også Roskildes store kulturinstitutioner inviterer indenfor. I Domkirken kan man opleve både aftensang, koncert og gudstjeneste, hvor musik og refleksion går hånd i hånd med højtidens eftertænksomme stemning. Hos Roskilde Kunstforening åbnes udstillingerne Roskilde Åben 2025 og Roskilde Kunstforening gennem 85 år, mens Roskilde Kloster søndag aften byder på en særlig rundvisning med fortællinger om hekse, spøgelser og klosterlivets hemmeligheder.

Fredag og lørdag kan alle deltage i Roskilde Handel & Erhvervs store bykonkurrence, hvor man sendes rundt i byens butikker og kan vinde præmier fra lokale erhvervsdrivende. Konkurrencen skal få både børn og voksne til at udforske hele bymidten og er samtidig en hyggelig måde at støtte det lokale handelsliv på.

”Vi ønsker at skabe en weekend, hvor handel, kultur og fællesskab går hånd i hånd. Allehelgens er en oplagt anledning til at samle byens mange aktører og give både borgere og besøgende en særlig oplevelse i hjertet af Roskilde,” siger Ane Kirstine Ilsøe, projektkonsulent Handel fra Roskilde Handel og Erhverv.

Uanset om man søger gys, kunst, historie eller bare en hyggelig tur gennem byen, bliver Roskilde det naturlige samlingspunkt, når Allehelgens falder over byen.

FAKTA

Her er et udpluk af oplevelserne – se det fulde program på Roskilde Handels hjemmeside under aktiviteter:

 Fredag, lørdag og søndag

  • Bymidten & butikkerne: Pyntet op i Allehelgens-tema – åben hele weekenden
  • Ruinen Sankt Laurentius under Stændertorvet: Oplev den underjordiske kirkeruin og byens ældste historie
  • Spøgelsesture på Kulturstrøget: RoMu og Byens Hus arrangerer Guidede ture for både små og store børn (forskellige tider hver dag)

 Fredag den 31. oktober

  • Byens Hus & Stændertorvet: Danseworkshop og kreative aktiviteter kl. 17–19
  • Roskilde Domkirke: Allehelgens Aftensang med Domkirkens Drengekor kl. 17–18
  • Roskilde Handel & Erhvervs konkurrence: Starter fredag formiddag – deltag i butikkerne

 Lørdag den 1. november

  • Kreativt Hus for Børn: Værksted og skattejagt kl. 10–14
  • Roskilde Kunstforening: Fernisering af Roskilde Åben 2025 og jubilæumsudstilling kl. 12
  • Roskilde Domkirke: Allehelgenskoncert med Domkor og Drengekor kl. 19–20
  • Roskilde Handel & Erhvervs konkurrence: Fortsætter hele dagen i bymidten

 Søndag den 2. november

  • Roskilde Domkirke: Allehelgensgudstjeneste kl. 17–18
  • Roskilde Kloster: Aftenrundvisning i klosterets mørke fortællinger kl. 19–21

Artikel: Uhyggeligt gode Halloweenoplevelser i Roskilde