Lokale virksomheder, samarbejdspartnere og beslutningstagere var tirsdag samlet på Roskilde Rådhus, da Roskilde Handel & Erhverv og Roskilde Kommune afholdt nytårskur 2026. Aftenen bød på spændende oplæg, fejring af Gazellerne og offentliggørelsen af vinderen af Roskilde Erhvervspris 2025.

Med oplæg om kunstig intelligens, nye forretningsmodeller og grøn omstilling satte nytårskuren fokus på, hvordan virksomheder i Roskilde kommune kan navigere i en mere digital og global fremtid. Deltagerne fik både perspektiver og konkrete bud på, hvordan man styrker konkurrenceevnen i en tid præget af forandring.

Nytårskuren er en vigtig anledning til at samle erhvervslivet i hele Roskilde kommune. Det handler om at dele viden, skabe dialog og anerkende de virksomheder, der bidrager til udvikling og arbejdspladser i Roskilde kommune, siger erhvervschef i Roskilde Kommune, Jens Thornsen.

Gazeller og erhvervssucceser i centrum

Aftenen begyndte med en fejring af årets Gazeller, som blev lykønsket af borgmester Tomas Breddam og erhvervschef Jens Thornsen for deres imponerende vækst og resultater.

Herefter blev Roskilde Erhvervspris 2025 uddelt. Prisen hylder en virksomhed, der kombinerer forretningsmæssig succes med ansvar og lokal forankring.

Årets tre finalister var Wasys A/S, Aerbio A/S og Toft Kobber – alle virksomheder med base i Roskilde kommune og med markante bidrag til både erhvervsliv og samfund.

Vinderen blev Toft Kobber, der ifølge juryen på fornem vis forener traditionelt håndværk med moderne ledelse og innovation. Virksomheden har blandt andet markeret sig med arbejdet på Børsens ikoniske kobbertag.

Toft Kobber viser, hvordan høj faglighed, ansvarlighed og udvikling kan gå hånd i hånd. De er med til at sætte Roskilde kommune på landkortet og repræsenterer det stærke lokale erhvervsliv, vi har her i kommunen, siger Morten Bo Berthelsen, direktør i Roskilde Handel & Erhverv.

Erhvervsprisen blev overrakt sammen med et unikt kunstværk skabt af glaskunstner Lene Bødker. Kunstværket er sponsoreret af Danske Bank og nøje udvalgt i samarbejde med Roskilde Kunstforening.

Vi bakker op om Roskilde Erhvervspris, fordi stærke lokale virksomheder er afgørende for et sundt erhvervsliv, og det er netop de virksomheder, vi arbejder tæt sammen med i hverdagen. Derfor er det vigtigt for os at anerkende dem, der går forrest, siger Eva B. Jensen, Relationship Manager i Danske Bank.

Inspiration til fremtidens virksomheder

Ud over prisuddeling og fejring af Gazeller bød nytårskuren på oplæg fra Nana Bule og Christian Arnstedt. Nana Bule satte her fokus på kunstig intelligens som både mulighed og ansvar. Mens Christian Arnstedt, der gav indblik i fremtidens forretningsmodeller og global konkurrencekraft.

Arrangementet blev afholdt med økonomisk støtte af Roskilde Oplysningsforbund:

– For Roskilde Oplysningsforbund er det vigtigt at bakke op om nytårskuren, fordi den skaber rum for læring og videndeling i erhvervslivet. Når virksomheder mødes om ny viden og inspiration, styrker det både kompetencer og fællesskab i vores lokalområde, siger Torben H. Madsen, sekretariatschef i Roskilde Oplysningsforbund.

Nytårskuren 2026 samlede et stort antal deltagere, og interessen var så stor, at arrangementet havde venteliste.

FAKTA

Sådan blev vinderen fundet
Virksomheder kunne indstilles til Roskilde Erhvervspris af alle interesserede. De indstillede virksomheder blev først vurderet af en udvælgelseskomité i forhold til prisens kriterier og herefter godkendt til nominering.

Blandt de nominerede udvalgte udvælgelseskomitéen tre finalister og pegede herfra på vinderen, som blev offentliggjort ved Nytårskuren 2026.

Forudsætning for indstilling til nominering
Roskilde Erhvervspris 2025 uddeles til en lokal virksomhed, som er:

  • beliggende i Roskilde Kommune
  • dygtig og respektabel ledet
  • udviklingsorienteret og initiativrig
  • en god arbejdsplads og tager samfunds­ansvar
  • medvirkende til at sætte Roskilde Kommune på landkortet

 Udvælgelseskomitéen består af:

  • Tomas Breddam, borgmester, Roskilde Kommune
  • Erhvervsdirektør Per Muxoll, Danske Bank, Roskilde
  • Henrik Frellsen, direktør, Frellsen
  • Søren Faebo Larsen, direktør, Malmos
  • Rune Tarnø, Formand, Roskilde Handel & Erhverv
  • Morten Bo Berthelsen, direktør, Roskilde Handel & Erhverv
  • Nikolaj Worch, medlems- og netværkskonsulent, Roskilde Handel & Erhverv

Artikel: Nytårskur og prisuddeling i Roskilde: Toft Kobber vandt Erhvervsprisen