Efter fem succesfulde år som direktør for Erhvervsforum Roskilde har Martin Sattrup Christensen besluttet at fratræde sin stilling ved udgangen af december for at give plads til nye kræfter og fokusere på nye udfordringer. Hans tid som direktør har været præget af solide resultater, vækst og et tæt samarbejde med erhvervslivet i Roskilde Kommune.

I maj 2024 indgik Erhvervsforum Roskilde en aftale om en gradvis sammenlægning med Roskilde Handel. Denne aftale indebærer, at de to foreninger fra 1. januar 2025 vil få fælles sekretariat og forventes samtidigt at blive sammenlagt. I lyset af denne strategiske udvikling er både Erhvervsforums bestyrelse og Martin Sattrup Christensen enige om, at det er det rette tidspunkt til at introducere nye kræfter på direktørposten og lade organisationen tage hul på en ny fase.

Martin Sattrup Christensen har stået i spidsen for en markant udvikling i Erhvervsforum Roskilde. Med et dedikeret sekretariat og dygtige medarbejdere er foreningen blevet styrket som en væsentlig aktør for det lokale erhvervsliv, særligt inden for erhvervspolitiske spørgsmål. Da Martin tiltrådte, befandt organisationen sig i en turbulent periode med 2 hurtige skifter af direktører, men han lykkedes hurtigt med at skabe stabilitet og en klar retning.

Sikringen af kontrakt og ambitiøst aktivitetsprogram

Blandt Martins største bedrifter er sikringen af kontrakten på kommunens erhvervsservice. Erhvervsforum vandt udbuddet i 2021 og har siden leveret på et meget højt niveau. Denne indsats har nu resulteret i, at foreningen er blevet tildelt kontrakten for perioden 2026-2029 uden et nyt udbud.

Under Martins ledelse er Erhvervsforum også blevet kendt for et ambitiøst aktivitetsprogram, der inkluderer workshops, kurser og seminarer, som løfter det lokale erhvervslivs kompetencer.
Martin har etableret stærke netværk på tværs af brancher og sikret videreførelsen af Sjællands største madfestival, RO:KOST. Festivalen er fortsat en succes og et eksempel på Erhvervsforums evne til at skabe værdi for både erhvervsliv og borgere.

Det er samtidig aftalt, at Erhvervsforum fremadrettet vil have mulighed for at trække på Martins stærke kompetencer inden for erhvervspolitik, strategi, LinkedIn og kunstig intelligens. Martin har gennem sin tid som direktør været en stærk profil både lokalt og nationalt på disse områder, og denne mulighed vil sikre kontinuitet og ekspertise for foreningen i fremtiden.

Der vil blive afholdt reception torsdag den 30. januar kl. 15.00-18-00. Nærmere information følger i Erhvervsforum Roskildes nyhedsbrev.