Nu er der igen åbnet for indstillinger af virksomheder, man mener bør nomineres til Roskilde Erhvervspris. Indstillingsperioden løber frem til den 31. oktober 2025.
Roskilde Erhvervspris er skabt for at hylde de virksomheder, der viser retning, tænker nyt, sætter kommunen på landkortet og tager et klart samfundsansvar. Prisen uddeles af Erhvervsforum Roskilde og overrækkes ved den traditionsrige Nytårskur i januar 2026, hvor Roskilde Kommune og Erhvervsforum Roskilde samler det lokale erhvervsliv.
– Med Roskilde Erhvervspris ønsker vi at lyse på de virksomheder, der ikke bare driver forretning, men som gør en mærkbar forskel og skaber opmærksomhed. Det er virksomheder, der bidrager med arbejdspladser, vækst og udvikling – og som inspirerer andre til at gå forrest, siger Morten Bo Berthelsen, direktør og erhvervsprisansvarlig hos Erhvervsforum Roskilde.
En pris med vægt og værdi
Ud over æren modtager vinderen en unik kunstskulptur, sponsoreret af Danske Bank. Skulpturen er nøje udvalgt af Danske Bank i samarbejde med Roskilde Kunstforening og symboliserer det engagement og den kreativitet, som prisen er sat i verden for at hylde.
Selvom det kun er én virksomhed, der løber med prisen, er formålet langt større: at styrke stoltheden over det lokale erhvervsliv og gøre de gode eksempler synlige for flere. Det handler om at vise, hvad lokale kræfter kan udrette – og hvad det betyder for Roskilde som kommune.
Lokale virksomheder med gennemslagskraft
Indstillingsrunden er åben for alle – det kan være kunder, samarbejdspartnere, medarbejdere eller naboer, der har oplevet noget særligt. For at komme i betragtning til en nominering skal virksomheden have adresse i Roskilde Kommune og leve op til en række kriterier: stærk og respektfuld ledelse, udviklingsorientering, samfundsansvar og evnen til at profilere kommunen positivt.
De indstillede virksomheder vurderes løbende, og de, der lever op til kriterierne, godkendes som nominerede. Blandt de nominerede udvælger en uafhængig komité to finalister, og op til Nytårskuren får deltagerne til kuren mulighed for at stemme på den finalist, de mener bør vinde. Vinderen offentliggøres under Nytårskuren i januar.
Bag udvælgelsen står en bredt sammensat komité med repræsentanter fra både erhvervsliv og kommune. Her finder man blandt andet borgmesteren, formand for Erhvervsforum Roskilde Rune Tarnø, erhvervsdirektør Per Muxoll i Danske Bank, erhvervsprisansvarlige og direktør fra Erhvervsforum Roskilde Morten Bo Berthelsen samt ledere fra lokale virksomheder som Frellsen og Malmos. Også sidste års vinder, Henriette Holmberg Olsen fra Power Stow, indgår i komitéen. Den brede sammensætning sikrer en kvalificeret og nuanceret vurdering af kandidaterne.
Indstillinger sker via Erhvervsforum Roskildes hjemmeside på www.roskildeerhvervspris.dk og kan indsendes frem til den 31. oktober 2025.
FAKTA
Forudsætning for indstilling til nominering
Roskilde Erhvervspris 2025 uddeles til en lokal virksomhed, som er:
- beliggende i Roskilde Kommune
- dygtig og respektabel ledet
- udviklingsorienteret og initiativrig
- en god arbejdsplads og tager samfundsansvar
- medvirkende til at sætte Roskilde Kommune på landkortet
Sådan foregår udvælgelsen
Alle kan indstille en virksomhed til Roskilde Erhvervspris. Når en virksomhed indstilles, vurderer en udvælgelseskomité, om virksomheden lever op til kriterierne, hvorefter den godkendes til nominering eller ej.
Efter fristen den 31. oktober 2025 udvælger komitéen to finalister blandt de nominerede. Derefter sendes de to finalisterne til afstemning blandt deltagerne af Nytårskuren forud for arrangementet – hver deltager har én stemme. Vinderen offentliggøres under Nytårskuren 2026, som afholdes i januar 2026.
Udvælgelseskomitéen består af:
- Tomas Breddam, borgmester, Roskilde Kommune
- Erhvervsdirektør Per Muxoll, Danske Bank, Roskilde
- Henrik Frellsen, direktør, Frellsen
- Søren Faebo Larsen, direktør, Malmos
- Henriette Holmberg Olsen, direktør, Power Stow
- Rune Tarnø, Formand, Erhvervsforum Roskilde
- Morten Bo Berthelsen, direktør, Erhvervsforum Roskilde
- Jeanette Andersen, projektkonsulent, Erhvervsforum Roskilde