Direktør Morten Bo Berthelsen har ordet: Femern Bælt – nye forbindelser, nye muligheder
Femern-forbindelsen er ikke længere et projekt på tegnebrættet – den er en realitet. Når tunnelen åbner i 2029, bliver Danmark og Tyskland bundet tættere sammen end nogensinde før. For åbner det nye muligheder for både erhverv, turisme og uddannelse i hele Roskilde kommune – men kun, hvis vi begynder at handle nu.
I Roskilde Handel & Erhverv har vi allerede taget de første skridt. I starten af november samlede vi erhvervsdrivende, samarbejdspartnere og interesserede til en eftermiddag om Femern og fremtiden for vores lokalområde. For os markerede arrangementet startskuddet på en langsigtet indsats, hvor vi ser på, hvordan vi i hele kommunen kan få reel gavn af de muligheder, forbindelsen bringer med sig.
Fra byggeri til udvikling
Byggeriet skrider hurtigt frem, og der er kun få opgaver tilbage i selve anlægsfasen. De store muligheder ligger derfor på den anden side af åbningen. Når forbindelsen står færdig, vil nye transportmønstre, samarbejder og erhvervsrelationer vokse frem, og det er her, lokalområdet skal være klar til at handle.
Vores arbejde handler derfor ikke om at jagte de sidste byggeopgaver, men om at lægge grundstenene til det, der kommer bagefter. Vi skal bygge bro – ikke kun mellem lande, men mellem mennesker, virksomheder og ideer.
Roskilde Kommune som aktiv medspiller
For at kunne gøre det kræver det et aktivt og målrettet samarbejde. Roskilde Kommune har et medlemskab i Femern Belt Development, som Erhvervsudvalget har bedt Roskilde Handel & Erhverv om at aktivere. Det vil vi gøre ved at:
- skabe relationer til erhverv og uddannelse på begge sider af bæltet
- samarbejde med VisitFjordlandet om at udnytte turismepotentialet i hele Roskilde kommune
- styrke Roskildes bymidte som attraktiv destination for nye besøgende
- skabe netværk, der åbner for både samhandel, investeringer og kompetenceudvikling
Af den grund planlægger vi allerede nu en række konkrete initiativer som for eksempel en delegation til Lübeck for at lære af deres julehandel og en rejse til Kiel med fokus på erhverv og uddannelse. Det er første skridt i en indsats, der skal styrke Roskildeområdets position, når forbindelsen åbner.
Tid til at samle kræfterne
Femern-forbindelsen handler om langt mere end infrastruktur. Den handler om samarbejde, relationer og modet til at tænke fremad.
Hvis vi vil sikre, at Roskildeområdet får del i de muligheder, der følger, kræver det, at byrådet og erhvervslivet trækker i arbejdstøjet nu. Vi har en historisk chance for at gøre forbindelsen til mere end en tunnel – til en drivkraft for vækst, turisme, uddannelse og arbejdspladser i vores område.
Det er derfor afgørende, at vi begynder arbejdet i fællesskab og ikke venter til toget – eller i dette tilfælde – tunnelen, er kørt.
Jeg håber, at både byrådet og erhvervslivet vil være med til at gribe muligheden, så vi sammen kan gøre Femernforbindelsen til en aktiv del af vores lokalområdes fremtid.
Morten Bo Berthelsen, direktør, Roskilde Handel & Erhverv